I Panama har vores gæve robothold været i ilden. Dagene har budt på strategimøder, tilpasning og reparation af robotten og der er blevet kørt kampe med jævne mellemrum. Man konkurrerer med op til 5 andre hold pr. kamp, og der er stor forskel på de andre landes niveau.
Trods en dramatisk kamp, hvor den danske robot sluttede en kamp af med at falde fra halvanden meters højde  peakede team FG lørdag formiddag med en placering som nummer 7 ud af de 181 deltagende lande!  Da alle kampe var færdige, endte vi på en meget flot 17. plads som gav adgang til slutspillet. I slutspillet bliver alle lande seedet og indgår i alliancer, der i teorien er på samme niveau. Vi var ikke helt så heldige med vores alliance, så vi gik ikke videre til finalekampene.
MEN: Vores målsætning før afrejse var en plads i slutspillet, og det fik vi indfriet, så vi er meget tilfredse, og Jens er en meget stolt robotfar
Holdet har været helt fantastiske. De har været på fra morgen til aften med at lægge strategi, reparere robot og analysere taktik. Det har virkelig været fedt at se.
Og som overskriften afslører, så er en 17. plads det bedste danske resultat nogensinde til FIRST Global Challenge. FLOT resultat af Favrskov-delegationen