FACEBOOK | INSTAGRAM | LUDUS  | O365  

MENU

  • Forside
  • Nyheder
  • AI i undervisningen
  • Ny elev
    • Studieretninger
    • Fag
    • Spørgsmål om optagelse
    • Støtte og hjælp
    • Egenbetaling
  • Gymnasiet
    • Eleverne
    • Bestyrelsen
    • Ledelsen
    • Personalet
    • Bygninger og lokaler
    • Find os
    • Generel info
      • Antimobbestrategi
      • Elevrådsvedtægter
      • Fastholdelsesstrategi
      • Favrskov Gymnasium i tal
      • Gymnasiebekendtgørelsen
      • IT progressionsplan
      • Karakterer
      • Kvalitet
      • Links
      • Persondatapolitik
      • Prøver og eksamen
      • Studie- og ordensregler
      • Studieplaner
      • Uddannelsesmål
      • Undervisningsmiljøvurdering
  • Grundskolesamarbejde
    • Brobygning 2026/27
  • Ferieplan

Studie- og ordensregler

Studie- og ordensregler

Studie- og ordensregler på  Favrskov Gymnasium Undervisningen og de øvrige aktiviteter på Favrskov Gymnasium foregår inden for en ramme, som vi i fællesskab er forpligtede overfor: Lovgivningen, gymnasiebekendtgørelsen, bekendtgørelsen om studie- og ordensregler samt eksamensbekendtgørelsen


De overordnede værdier 

På Favrskov Gymnasium mødes elever, ledelse og lærere om et fælles mål: at eleverne skal lære mest muligt både på det almendannende og det faglige plan. Menneskelig og faglig udfordring er helt centrale begreber, og undervisningssituationen er præget af engagement og ansvarlighed.  


Udgangspunktet for undervisningen og skolekulturen er gensidig respekt og dialog. Omgangsformerne er præget af, at vi lytter til hinanden, og at elever og lærere såvel indbyrdes som i fællesskab jævnligt reflekterer over og diskuterer, hvordan undervisningsmiljøet i den enkelte klasse fungerer. Eleverne har selv valgt at gå i gymnasiet, og det valg forpligter. Derfor respekterer eleverne, at skolen er et læringssted, hvor de øvrige elevers og lærernes kompetencer er redskaber for den enkelte elev til at udvikle sig menneskeligt og fagligt.  


Lærerne planlægger og gennemfører undervisningen med variation og engagement – og tager i forberedelsen og gennemførelsen af undervisningen højde for, at eleverne lærer på forskellige måder. Eleverne deltager aktivt og engageret i undervisningen uanset undervisnings- og arbejdsformer, og indbyrdes er eleverne opmærksomme på, at den enkelte elev er vigtig for de øvrige elevers trivsel og udbytte af undervisningen. 


Studieaktivitet og fremmøde 

Der er mødepligt i gymnasiet, og elevernes fremmøde registreres i Ludus. Alle former for fravær tæller med ved den objektive registrering, men der tages naturligvis hensyn til elever, der har fravær pga. sygdom eller handicap. Årsag til fravær skal eleven angive i Ludus. Ved deltagelse i aktivitet, som er godkendt af gymnasiet, og som medfører, at eleven skal deltage i flere aktiviteter på samme tid (dette fx i forbindelse med ekskursioner eller elevrådsmøder), føres eleven ikke fraværende for øvrig aktivitet. Ved længerevarende sygdom skal kontoret have besked.  


Eleverne har pligt til at aflevere samtlige skriftlige opgaver, og manglende aflevering vil også indgå i gymnasiets vurdering af den enkelte elevs studieaktivitet. Eleverne har pligt til at deltage i prøver, herunder interne prøver. Eleverne skal kunne medbringe egen computer til prøver, herunder interne prøver, når der er behov for det. Elever, der kommer langt bagud med skriftlige afleveringer, har stor risiko for ikke at gennemføre uddannelsen. For at undgå dette kan ledelsen, evt. i samarbejde med faglæreren/ -lærerne og elevvejleder, fastlægge en særligt tilrettelagt skriftligheds- og afleveringsplan for elever i denne situation. Planen vil kunne medføre skemaændringer og mødepligt uden for det normale skema. 


For at sikre eleverne planlægningsmuligheder, udarbejder lærerne i den enkelte klasse i begyndelsen af hvert semester en koordineret afleveringsplan for elevernes skriftlige opgaver. Større opgaver placeres så vidt muligt i forskellige uger. Også projektopgaver indplaceres i planen. Efter aftale mellem den enkelte lærer og klassen kan planen fraviges, hvis det giver en bedre sammenhæng mellem den mundtlige og skriftlige dimension. 


Skriftlige opgaver skal afleveres til den aftalte tid. Ved opgavetyper af normalt omfang afleverer læreren den kommenterede besvarelse tilbage til eleverne som hovedregel senest 14 dage efter modtagelsen, dog senest således, at relevant feedback kan inddrages når den næste opgave i faget skal udarbejdes. Hvis der i skriveperioden har været særlige forhold, eksempelvis sygdom, kan eleven aflevere senere end det aftalte tidspunkt. I disse tilfælde aftaler læreren og eleven et nyt afleveringstidspunkt, som giver eleven en rimelig frist til at færdiggøre arbejdet.  


Hvis en elev ikke i tilstrækkelig grad er studieaktiv, indkaldes eleven til en samtale med elevvejlederen, hvor årsagerne til fraværet diskuteres, og hvor et eventuelt behov for hjælp afdækkes. Hvis eleven herefter fortsat forsømmer undervisningen, indkaldes eleven til en samtale med ledelsen, hvor eleven indskærpes kravet om studieaktivitet og ved samme lejlighed kan eleven få en skriftlig advarsel om, at gymnasiet vil iværksætte forskellige sanktioner i forhold til eleven, hvis forsømmelserne fortsætter. Den skriftlige advarsel sendes til forældrene, hvis eleven er under 18 år. Efter den skriftlige advarsel får eleven mulighed for at forbedre fremmødet, men hvis eleven herefter fortsat ikke kan betragtes som tilstrækkelig studieaktiv kan eleven enten bortvises, fratages retten til at gå til prøve, herunder oprykning til næste klassetrin eller overføres til at skulle gå til eksamen i et eller flere fag. Ifølge SU-bekendtgørelsen kan eleven desuden fratages retten til SU, hvis ledelsen ikke vurderer dem som studieaktive. Hvorvidt gymnasiet griber ind med sanktioner over for forsømmelser, beror på en konkret vurdering af den enkelte elevs forhold. Ligeledes beror valget af sanktioner på en konkret vurdering af den enkelte sag.  


Gymnasiet kan anmode eleven om en lægeerklæring i forbindelse med manglende fremmøde, manglende studieaktivitet eller behov for fritagelse mv.. Udgiften hertil afholdes af eleven.  


Studie- og ordensregler på Favrskov Gymnasium 

De almindelige regler for god opførsel gælder naturligvis også på skolen, hvad enten det drejer sig om undervisningssituationen, frikvartererne eller digitalt. For at sikre koncentrationen og fordybelsen i undervisningssituationen og trygheden på gymnasiet er nøgleordene i forbindelse med adfærden: sund fornuft, hensyntagen og gensidig respekt. Således har hverken mobbende, diskriminerende eller krænkende handlinger og /eller ytringer plads på Favrskov Gymnasium. (se evt nærmere i Favrskov Gymnasiums Antimobbestrategi på favrskov-gym.dk)  I langt de fleste tilfælde vil de almindelige regler for god opførsel sikre et godt arbejds-, undervisnings- og læringsmiljø, men hvis disse almindelige regler mod forventning ikke skulle slå til, kan lærere eller andet personale komme med anvisninger i forhold til opførsel og studieadfærd. Disse anvisninger skal følges. 


Når man er færdig med at spise, placeres service på afrydningsbordene i hjemstavnene eller i kantinen. Affald sorteres. Mad og drikkevarer må ikke indtages i de naturvidenskabelige laboratorier. I begyndelsen af frikvarteret sørger den enkelte klasse for at rydde op efter sig i klasselokalet og lufte godt ud, og hvis klassen skal være i andet lokale i den efterfølgende time, forlader de umiddelbart herefter lokalet, så der kan blive plads til de nye elever i lokalet.  


Telefoner og computere må udelukkende bruges i undervisningsøjemed i timerne. I enhver undervisningssituation er det læreren, der vurderer, om mobiltelefoner og/eller computere skal bruges i undervisningen og, i så fald, hvordan. Skolen kan i bestemte perioder og/eller på bestemte klasser/hold forlange, at telefonerne opbevares i holder, skab eller lignende. Det er ikke tilladt at lave og /eller videreformidle lyd- eller billedmateriale af elever eller personale uden disses viden og accept. Materiale med et indhold af mobbende, krænkende eller diskriminerende karakter vil selv sagt være en skærpende omstændighed. 


Enhver form for hasardspil, gambling, oddset eller lignende spil, der omfatter penge, er forbudt på Favrskov Gymnasium og på studieture, ekskursioner mv.  


Alkohol må ikke medbringes på skolen. Hvis en elev møder op i beruset tilstand eller indtager alkohol i skoletiden, bortvises eleven. Hvis en elev i skoletiden eller til skolearrangementer, herunder skolefester, besidder, distribuerer eller bruger euforiserende stoffer, bortvises eleven. Der er rygeforbud på skolens område og i skoletiden. Dette forbud gælder enhver form for rygning og enhver brug af tobaks- og nikotinprodukter eller lignende. 


En skriftlig besvarelse skal være udtryk for elevens arbejde med og forståelse af stoffet. Derfor er enhver form for kopiering, herunder download af besvarelser fra diverse elektroniske opgavecentraler, uacceptabel og betragtes som snyd. Hvis en elev ikke selv har lavet sin besvarelse, eller væsentlige dele stammer fra ikke-angivet materiale eller uden hjemmel i opgaveformuleringen er produceret af generativ ai eller lignende, indkaldes eleven til samtale med faglæreren og/eller ledelsen, som gør eleven opmærksom på, at gentagelsestilfælde kan resultere i bortvisning fra skolen. Snyd i forbindelse med eksamen medfører en sanktion. Valget af sanktion beror på en konkret vurdering af den enkelte sag. 


De udleverede bøger er skolens ejendom. Når en klasse er færdig med at bruge en bog, skal den inden for den følgende uge afleveres i bogkælderen. Læreren gør tydeligt opmærksom på, hvornår bogen skal afleveres. Manglende aflevering medfører, at skolen sender eleven en regning. Tilsvarende er eleven ansvarlig for udleverede licenser til elektronisk materiale. 


Når undervisningen foregår uden for Favrskov Gymnasium, eksempelvis i forbindelse med ekskursioner og studieture, gælder skolens ordensregler samt de regler, som i de enkelte tilfælde fastsættes af skolen og lærerne.  Opførsel i fritiden kan også have indvirkning på samværet og undervisningsmiljøet på gymnasiet. Derfor er man som elev på Favrskov Gymnasium også i sin fritid forpligtet på en opførsel, der værner om samværet og undervisningsmiljøet på Favrskov Gymnasium. 


Gymnasiet forbeholder sig i enhver sag om brud på studie- og ordensregler retten til at anvende enhver sanktion, der er beskrevet i bekendtgørelsen om studie- og ordensregler §§5-7 (BEK nr 1338 af 09/12/2019). I sager om oprykning til næste klassetrin følges samme bekendtgørelses §12. Gymnasiet forbeholder sig retten til efter individuelt skøn at gribe ind over for forhold, der er beskrevet i bekendtgørelsen om studie- og ordensregler §§2-4 (BEK nr 1338 af 09/12/2019) Gymnasiet forbeholder sig i enhver sag om snyd ved eksamen retten til at anvende enhver sanktion, der er beskrevet i den/de til hver tid gældende bekendtgørelse(r) om prøver og eksamen. I forbindelse med sanktioner inddrages elevens forældre/værger, hvis eleven endnu ikke er myndig. 


Hvor kan jeg henvende mig? 

Hvis man har problemer med tryghed eller trivsel, eller hvis man oplever overtrædelse af gymnasiets studie- og ordensregler, er der flere på gymnasiet, som man kan henvende sig til. Afhængigt af situation og personlighed kan det være forskelligt, hvor man i første omgang vil rette henvendelse, men under alle omstændigheder vil man altid få hjælp. Man kan henvende sig til: 

  • En lærer
  • Lærerteamet i klassen 
  • Klassens elevvejleder
  • Et medlem af skolens ledelse 
  • Rektor  


August 2025 / Rektor 

Adresse

Ellemosevej 30, 

8370 Hadsten

Danmark




Kontakt

8761 2400

gymnasiet@favrskov-gym.dk


Sociale medier

Instagram

Facebook


Bankforbindelse

EAN 5798000557079

CVR 2954 8285


LUDUS  |  O365  |  ORDBOG (RØD)  |  ORDBOG (GRØN)  |  RESTUDY  |  GYMLE  |  INFOMEDIA   |  BRITANNICA
 ORDBOGEN.COM  |  RESTUDY  |  GYMLE  | Store skriftlige opgaver på FG
Tilgængelighedserklæring for Favrskov Gymnasiums hjemmeside  |  Indstillingerne for cookie-samtykke
  • Antimobbestrategi
  • Elevrådsvedtægter
  • Fastholdelsesstrategi
  • Favrskov Gymnasium i tal
  • Gymnasiebekendtgørelsen
  • IT progressionsplan
  • Karakterer
  • Kvalitet
  • Links
  • Persondatapolitik
  • Prøver og eksamen
  • Studie- og ordensregler
  • Studieplaner
  • Uddannelsesmål
  • Undervisningsmiljøvurdering