Engelsk A, spansk A, samfundsfag B
I de internationale studieretninger arbejder du med mennesker, sprog, kulturer og samfund uden for Danmark og Europa. Du får indsigt gennem litteratur, film, kunst og aktuelle undersøgelser og lærer at se verden fra flere perspektiver gennem en bredere global forståelse.
Sprog er nøglen. Når du kan tale et andet sprog, kan du møde mennesker på deres egne præmisser. Du lærer ikke kun ord og grammatik, men også at forstå kultur, værdier og forskelle. Det gør dig bedre til at kommunikere og til at skabe relationer på tværs af lande og baggrunde.
Du får også mulighed for at opleve det internationale i praksis – gennem studierejser, internationale samarbejder og arrangementer på skolen, hvor du møder unge med samme interesse for sprog, kultur og samfund.
Denne studieretning har særligt fokus på Spanien og de spansktalende områder i Latinamerika og USA. Du arbejder blandt andet med migrationen mellem disse områder samt med det europæiske samarbejde og relationerne til Storbritannien og USA.