Matematik handler om meget mere end tal. Du lærer at tænke logisk, finde mønstre og løse problemer – og du får redskaber til at forstå den verden, du er en del af.
Vi arbejder med at undersøge og beskrive forskellige strukturer. Det kan være alt fra naturens love i fysik til menneskeskabte systemer som valg og økonomi. Matematik hjælper dig med at se sammenhænge og stille de rigtige spørgsmål.
Geometri – når vi måler verden
Geometri hører til de ældste discipliner inden for matematikken. I oldtidens Egypten brugte man geometri til at opmåle marker for at kunne beregne de skatter, som bønderne skulle betale. Dengang – ligesom i dag – opstod nye matematiske idéer, fordi man havde brug for at kunne måle og forstå verden præcist.
I gymnasiet arbejder vi blandt andet med trigonometri, som er den geometri, der vedrører trekanter. Hertil lærer og beviser vi en række trigonometriske formler. Du lærer både at bruge og forstå trigonometriske formler og vigtigst af alt: hvordan de kan bruges i virkeligheden.
Et eksempel er et projekt om landmåling, hvor vi arbejder med metoden triangulering. Triangulering betyder, at man deler landskabet ind i en lang række trekanter. Trekanternes hjørner er synlige lokaliteter i landskabet som kirker eller bakker. Hvis man måler samtlige vinkler, er det kun nødvendigt at måle en enkelt side, basislinjen. Med de rigtige trigonometriske formler er det nu muligt at beregne samtlige sider. På den måde gør matematikken det muligt at lave præcise kort uden at skulle måle afstandene, hvilket er meget vanskeligt og tidskrævende
Vækst
I naturvidenskab starter man ofte med et eksperiment. Man måler nogle værdier og så opstår spørgsmålet: Hvad er sammenhængen?
Vi laver fx en “håndtryksøvelse”, hvor et signal sendes gennem en kæde af elever, der holder hinanden i hånden. Hvor lang tid tager det? Og hvad sker der, når kæden bliver længere?
Når vi tegner resultaterne ind i et koordinatsystem, kan vi finde den linje, der passer bedst til punkterne. Med regression kan vi finde en formel, der beskriver sammenhængen.
Pludselig kan vi forudsige noget:
Hvor lang tid ville det tage, hvis hele skolen stod i én lang kæde? Her oplever du, hvordan matematik kan bruges til at lave forudsigelser ud fra data.
Sandsynlighed og statistik
Statistik er overalt. I nyhederne, på sociale medier og i den politiske debat. Få statistiske resultater kan give os et hurtigt overblik over forskellige samfundsmæssige forhold som ellers var uoverskuelige. Således har statistik og sandsynlighedsteori en stor indflydelse på vores meningsdannelse og på den offentlige debat. Men hvad betyder tallene egentlig? Og hvor sikre kan vi være på dem?
I matematik lærer du at analysere data og undersøge, om der er en reel sammenhæng – eller om noget bare ser sådan ud.
Vi kan fx undersøge:
- Er der en sammenhæng mellem studieretning og politiske holdninger?
- For at finde svaret skal man indsamle data, lave beregninger og bruge statistiske tests.
Vi arbejder også med meningsmålinger:
- Hvem står til at vinde et valg?
- Og hvor stor er usikkerheden?
På den måde lærer du at gennemskue tal og grafer og blive en kritisk og reflekteret læser af den verden, du møder.