Ved afsløringen holdt Rektor Morten Schytte Caspersen følgende tale:
Med en let omskrivning af Pia Tafdrup så kan man sige at uanset hvor på kloden kunsten slår sig ned, så skaber den det rum den er født i.
Og det kan man se. Det er allerede ved at ske nu. Det rum vi har om jeg så må sige født skulpturen ind i, er allerede blevet omskabt af skulpturen, af kunsten.
Vi sætter skulpturen på piedestal i dag, og det gør vi også gerne i overført betydning. Nu står kunsten så der, bevæger sig ikke, men bevæger til gengæld os – der hvor vi færdes. Dermed kan vi på to niveauer sige at kunsten er der hvor vi bevæger os.
Og så bevæger kunsten sig måske alligevel til trods for at den står på en piedestal. For kunstværket her kommer til at følge årstiderne og præge vores indtryk af skift fra midsommers sol og til decembers mørke. Selv glæder jeg mig til en tid hvor frostnætterne sætter ind og stjernerne dirrer på himlen – og så komme forbi her og se kvinden herude i mørket på baggrund af et tæppe af sne.
At tænke er at forsøge at se på en ny måde – polarklart, skriver Tafdrup.
Og det at se på en ny måde - det hjælper kunsten os med – og det er faktisk en ganske stor del af den almene dannelse som er vores fundament som skole. Måske den piedestal vi står på.
Til skulpturen kunne man jo sige: velkommen herud hvor vi bevæger os. Rummet er allerede dit.