Fag

favrskov_gymnasium-logo

Billedkunst

Niveau:
Beskrivelse:

LOL - står der. På siden af den sorte Lamborghini. Sammen med en masse andre ting, som er ridset ind i den flere millioner kroner dyre bil. Man kan ligefrem se, hvordan den sorte lak ligger i små bunker langs med bilen. Hvad er der dog foregået?billedkunst hjemmeside Billedkunst er et fag som rummer mange oplevelser. Nogle gange er de provokerende, nogle gange er de smukke, og nogle gange kan de få hele verden til at falde på plads.


I billedkunstfaget arbejder vi naturligvis med kunst - både med at kigge på det, men lige så ofte med selv at arbejde med de kunstneriske redskaber, genrer og udtryk. Det giver en god balance både at lære teorien og prøve den af i praksis. Billedkunst er ligesom andre praktiske fag - bare mere kreativt. For i billedkunst skal du også turde satse lidt af dig selv, tænke lidt selv, og prøve dig selv af. På samme måde som du reagerede helt personligt på den norske kunstner Dolks værk ‘Low Key’ i toppen af denne tekst. Bilen står i øvrigt på ARoS Kunstmuseum i Aarhus. 

I første omgang møder du faget som et C-niveau fag, men der er også mulighed for at opgradere det til B-niveau senere i gymnasiet.


Som antydet ovenfor, er det vigtigt at understrege, at billedkunst er et praktisk fag. Du skal selv male, tegne, bygge, forme eller hvad det nu er. Det er lige så vigtigt at understrege, at du ikke skal kunne nogen af delene i forvejen - og at du altså heller ikke kommer til at lære det. Du må selvfølgelig gerne have interessen. Og nysgerrig på det kreative, det skal du være.


På C-niveau lærer du også at analysere især alle de formelle ting ved kunst: Farver, former, skala, stilretninger - eller ‘ismer,’ og du får en forståelse for de store linier i kunsthistorien. Vi arbejder også med indholdsanalyse og fortolkning af kunstværkerne - så når du går på museum eller galleri i resten af dit liv, vil du have flere muligheder for at forstå og fortælle om det, du oplever, end før du fik billedkunst. Det kommer du også til at opleve, når vi selv tager på ekskursioner.


Almindeligvis arbejder vi med tre helt klassiske hovedområder; maleri, skulptur og arkitektur, men der er også værker og kunstnere som arbejder uden for - eller måske mere mellem genrerne, hvor værkerne er installationer, performances eller film. Det er Dolks Lamborghini et eksempel på. Nogle gange begynder vi med det praktiske, og tager teorien hen ad vejen, andre gange læser vi først, og laver så noget praktisk med teorien.


Ideen er, at du bedre kan forstå, hvad kunsten handler om og er for noget, når du selv bruger kunstnerens redskaber. Og det sker især i Projektet - som ligger mod slutningen af skoleåret, hvor du kommer til at arbejde i dybden med den kreative proces, for der afsætter vi fem blokke til at skabe et værk, som du selv bestemmer, hvordan skal se ud og hvad skal handle om.


menu-icon

Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Vil du vide mere om vores cookies, og hvordan du sletter dem, klik her.